Det færøske landskabs farvesymfoni

Galleri SAM: Bárður Jákupsson, www.galleri-sam.dk, 2. juni - 2. juli 2023.

Når man er vokset op i en nærhed til naturen, bliver den let til ét med en selv. Sanseindtrykkene gennem årets gang slår nogle bestemte strenge an i sindet, der inspirerer til en meddelelse i kunstens sprog. Sådan forholder det sig med Bárður Jákupsson, der op til sin 80 årsdag i december har leveret værker til en tidlig fødselsdagsudstilling på Galleri SAM udenfor Billund.

Jákupsson fortæller hellere om andres end om sin egen kunst. Det har gennem årene ført til en del udgivelser fra Jákupssons hånd om en række andre færøske billedkunstnere. Selvom beskedenheden var tydelig i både kropsholdning og stemmeføring ved ferniseringen d. 2. juni, var Bárður Jákupsson ikke helt tavs. Med et forsigtigt smil fortalte han blandt andet, at det er uhyre svært at male sten, så de ikke kommer til at ligne kartofler. Sker det, udtrykker billedet noget, der måske nok kan være morsomt, men som ikke giver mening. Langt mere mening giver det at trænge ind i stenens og naturens øvrige bestanddele og lade denne sansning inspirere til en gengivelse af den påvirkning, naturen har på kunstneren. Dermed opstår halvabstrakte værker, der gengiver den klang, der griber Jákupsson undervejs i arbejdet; en klang eller rytme i landskabet, der får sin egen musikalske resonans i maleriet.

Når Bárður Jákupsson kalder sin stil for halvabstrakt, skyldes det dels, at der godt kan forekomme figurative elementer i værkerne, dels fordi man ofte kan se, hvad han har taget sit udgangspunkt i. Således er han kendt for sine vertikale malerier, som helt naturligt opstår på Færøerne, hvor mange stejle klippemassiver rejser sig vinkelret på havet. Allerede fra barnsben af har Jákupsson siddet i en båd nedenfor sådanne massiver og fisket. Blikket kan strække sig uendeligt ud til den ene side hen over det horisontalt vidtstrakte hav, men stoppes kompromisløst af den vertikale fjeldmur til den anden side. Selvom Jákupsson også maler naturalistiske udgaver af dette motiv, lader han sig langt oftere indfange af landskabet, så han indleder en dialog med det; en dialog, som tager form af penselstrøg, der ikke kun lader naturen bestemme kulørerne, men præsenterer højst uventede farver, der er med til at sikre maleriets koloristiske helhed. Således udgør hvert enkelt værk en sats i en storslået farvesymfoni med temaer, der minder om, men alligevel supplerer hinanden.

Mens man tidligere forbandt naturen med alskens væsener, der kunne have både gode og onde hensigter, og mens man også gengav disse væsener i kunsten, er det, som om Bárður Jákupssons dialog med naturen er besjælet på en anden måde. Der er ingen tvivl om, at naturen taler til ham. Den sætter et aftryk, som han formidler i et malerisk udtryk. Forskellen på fortidens og nutidens natursyn må være, at man i dag nærer mere respekt end frygt for naturen. Naturen er for Jákupsson en samtalepartner, en inspirationskilde, en muse. Naturligvis ved han, at den kan være lunefuld og tager sine forholdsregler, men der ligger ikke nogen destruktiv vilje i naturen, sådan som man tidligere udtrykte det i form af en række sagnvæsener. Naturen er gavmild, grænsende til det ødsle. Den har gennem hele Jákupssons virke som kunstner forsynet ham med inspiration til hundredvis af værker. Men den gavmildhed kan man nok først forstå, når man opholder sig i, respekterer og i det hele taget lærer naturen at kende.