Kasper Hemmer Pihl
“The whole point of taking pictures is so that you don’t have to explain things with words”
– Elliott Erwitt
Mine billeder møder jeg på vandringer i byen og i naturen. Jeg fanges af en detalje, af noget … det kan tage tid at finde ud af, hvad det i grunden er. Jeg må rundt om. Tættere på. Længere væk. Nogle gange, var det der alligevel ikke, andre gange var der bid.
At tage billedet er én form for selvforglemmelse, arbejdet i mørkekammeret er en anden.
Jeg er oprindelig uddannet klassisk musiker (og virker som sådan). Musik og fotografi er i grunden diametrale modsætninger: Musik eksisterer i tid, hvorimod fotografiet fastholder tiden i en brøkdel af et sekund. Man kan ikke fastholde musikken, kun dens beholdere (CD’er, filer, noder etc.) – et fotografi derimod, er et bevaret øjeblik og giver allermest mening som et fysisk objekt.
Men der er også ligheder. På samme måde, som musikeren må have en klar forestilling om tonen før den spilles (klang, intonation, ansats, dynamik, osv.), må fotografen visualisere det billede der er ved at tages. Det analoge fotografiapparat har ingen skærm, der viser billedet – det er med det indre øje billedet ses. Man er i tiden og tiden er i fokus.
Kasper Hemmer Pihl
“The whole point of taking pictures is so that you don’t have to explain things with words” – Elliott Erwitt