På kanten af Atlanten
Jeg har været fascineret af Færøerne siden min far første gang rejste derop i et arbejdsfællesskab om at sætte kirker i stand. De var fire. EN kunstmaler, en arkitekt, en bygningsmaler og min far, der er autodidakt fotograf.
Det var i begyndelsen af 80’erne.
Siden rejste han derop mange gange, både i arbejdsfællesskabet og privat.
Endelig i 2009 tog han tog mig med. Jeg var overvældet.
Allerede den gang tænkte jeg at dét at kunne være der i længere tid, nogle uger, en måned, måske tre og bare tegne og male ville være lykken.
I 2020 havde vi bestilt billetter med færgen fra Hirtshals. Vi skulle derop, jeg, min mand, vores søn og min far. Min ærgrelse over at Corona kom og ødelagde det, var i den grad til at føle på.
Da det endelig kunne lade sig gøre i 2022 syntes min far at han havde fået for mange dårligdomme til en sidste tur derop.
Min kuffert var pakket med masser af papir, farver og tuschpenne. Jeg fik stort set ikke malet eller tegnet, for som dén der havde været der før, var det mig der guidede, kørte bilen, pegede ud og forklarede. Og vejret var lidt vådere, så det var ikke så let at stå med blokken.
Det var en skøn tur alligevel, bl.a. fordi vi besøgte en af mine kolleger på hendes barndomsø – og der opstod tanken igen. Kunne jeg mon få orlov en måned, kunne jeg mon leje huset på Svínoy?
Min mand bakkede op. Alt faldt i hak og jeg sejlede afsted søndag d.20.august 2023 – en dag senere end planlagt, fordi en storm fjorten dage før havde tvunget Norróna til at ligge i havn i 2 døgn. Den sejler kun én gang om ugen.
4 uger senere lagde Norröna til i Hirtshals med mig ombord og jeg var hjemme ved aftensmadstid d.16.september.
Der kom mange billeder ud af min tur. Fotos, skitser, akvareller, akryller, abstrakter, osv.
Der er flere i mit hoved.
Der er noget mageløst ved at stå som lille menneske på en af disse viltre, barske øer, på kanten til Atlanten, kigge ud og bare se hav.
Jeg var heldig. Vejret var mildt, og jeg så solen så godt som hver dag. Men tågen, støvregnen er et vilkår man heller ikke kommer udenom på øerne. Hvilket mine billeder også bærer præg af.
Først på min sidste dag var der stærk vind, 20 m/s og vandet sprøjtede op ad og over klipperne ved kysten.
Heldigvis havde vinden lagt sig inden Norröna lagde ud.
I april 2024 var jeg deroppe igen for at udstille mine værker på Suðuroy – Færøernes sydligste ø.
Fire værker blev på øerne. Nu kommer de en tur til Ballerup.
mvh Sidsel Vadsholt
Findes på facebook og Instagram med samme navn.